5.10.12

Pastor Fred’s School

IMG_2781
Hovedbygningen på Pastor Fred's School. Det er frivillige fra Afrika InTouch, der har malet huset.
IMG_2946
En af de andre bygninger, lidt af legepladsen og babyclass. 
IMG_3244
Mig, der underviser P3 i matematik. 
IMG_3267
Anna, Daniel og Pastor Fred.
Hver tirsdag og torsdag tilbringer Anna og jeg vores dag på Pastor Fred’s School, der egentlig hedder Abundant Life Learning Centre. Den er startet af Pastor Fred i 2004, og herefter er den vokset sig større og større, indtil i år, hvor det allerførste elever graduerer fra skolen. Den startede med samme udgangspunkt som Cornerstone School, men i dag har skolen et lokale til hver enkelt klasse – i rigtige bygninger, vel at mærke. Afrika inTouch har været ind over skolen, og har haft nogle frivillige nede og hjælpe med bygninger, legeplads og mere. Skolen er i forhold til Cornerstone langt mere udviklet, og der er tekstbøger til alle klasser i hvert fag – ikke som i, at hver elev får en bog, men som i, at læreren har bogen at gå ud fra i undervisningen. Dette gør, at det er langt nemmere at komme udefra og tage over i undervisningen, for man ved på forhånd, hvor meget eleverne ca. kan, og man kan slå op i bogen og se, hvor de er kommet til. På denne skole har vi lavet en lidt anderledes løsning – Anna og jeg underviser ‘sammen’. Det vil sige, at vi begge to er til stede i én klasse, hvor den ene af os så står for undervisningen og er ‘på’ (Anna i engelsk, jeg i matematik), mens den anden bare er der, hjælper med at rette opgaverne og ellers siger til, hvis den anden laver en stavefejl eller andre småting. Vi underviser P3 og P4 (3. og 4. klasse) i engelsk og matematik, og har derudover P3 og P6 (3. og 6. klasse) i P.E. (physical education). Vi underviser fra kl. 8 om morgenen til kl. halv elleve, og herefter plejer vi at sidde sammen med lærerne, mens de får morgenmad. Vi snakker særligt meget med Joseph og Jorum, der begge er dybt interesserede i Danmark og den vestlige verden. Ofte, når vi går, får Jorum også sagt “Vi ses på torsdag!”/”Vi ses næste uge"!” – det er så sjovt, at han øver sig i dansk, og vi kan ikke lade være med at grine lidt af hans afrikanske accent, der får dansk til at lyde fremmed. Alt dette lyder, og er, helt fantastisk. Skolen er god, lærerne søde og venlige, men der er et ‘men’. Her på skolen er lærerne slemme til at slå på børnene, på trods af, at Pastor Fred ikke tillader det. Det gør det utroligt svært for os muzunguer, der selvfølgelig ikke slår, at skabe respekt fra eleverne. Vi har på det sidste oplevet at måtte råbe ad eleverne for at få ro, og har til P.E. måttet bede børnene gå tilbage til skolen, fordi vores sjove lege bare ikke er sjove, når reglerne ikke bliver overholdt, børnene ikke hører efter og vi står og råber. Derudover er det (behøver jeg at nævne det?) forfærdeligt, at slå på børnene. Vi har tit set en lærer slå på en elev med en kost, en kvist, med hånden osv, og haft lyst til at bryde ind og stoppe det. Det vil vi for eftertiden sikkert også gøre, efter vi har snakket med Pastor Fred og fået hans mening om det. Desuden er det skørt, hvordan man som en kristen lærer, kan forene næstekærlighed og at slå på børn – jeg kan i hvert fald ikke lige se, hvordan lærerne kan få sig selv til det. Det skaber desuden grobund for, at eleverne også slår – de er så slemme til at skubbe og slå hinanden på denne skole, og det prøver Anna og jeg også at få udryddet. På denne skole er det altså ikke de materialistiske ting, vi kan hjælpe med, men mere hvordan man kan få respekt uden vold, samt komme med bud på, hvordan undervisning også kan se ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar