Afrikaner vs. muzungu

Nu er tiden her i Uganda ved at være gået, men før jeg tager hjem herfra, vil jeg bruge mit sidste indlæg på afrikansk jord til at indvie jer i noget, jeg ikke har kunnet undgå at tænke over her. Og det er afrikanernes måde at være på overfor vores egen måde at være på. For der er ingen tvivl om, at der er forskel på vores måder at gøre alting på. Hernede er jeg blevet meget bevidst om, hvad det vil sige at være afrikaner, men sandelig også om, hvad det vil sige at være vestlig. På det volontørkursus, jeg var på lige inden afgang til Uganda, hørte vi i grove træk om forskellen på afrikaner og “muzungu” – eller europæer, om man vil. Her blev afrikanerne omtalt i meget flotte vendinger, og hovedtrækkene var, at de havde tid til at være venlige, var afslappede og dejlige mennesker, og at muzungu-er altid har travlt, ikke nær så venlige mod hinanden og måske sætter penge lidt for højt. Efter opholdet her i Uganda er jeg selv kommet frem til, at det ikke nødvendigvist er så firkantet – vi har bare fået dagligdagen til at fungere på forskellige måder. Jeg vil her-under opstille lidt punkter, jeg har bidt særligt mærke i, og de to forskellige måder, at håndtere punktet på.

Afrikaner: 
Tid: Du har aldrig travlt, for hvad du ikke når i dag, kan du nå i morgen. Derfor kan du sagtens nå at være venlig og snakke med 15 bekendte eller fremmede på din vej til markedet, slappe lidt af på arbejdet eller vente en time på, at taxaen kører.
Penge: Dit fokus er på at forsørge din familie én dag ad gangen. Opsparing har du intet af. Får du pludselig lidt ektra midler i hånden, bliver det gerne fyret af på et impulsivt, kortsigtet køb, fx slik til ungerne, fordi du ikke ved, hvordan du ellers lige skal håndtere det.
Service: Du har ikke så forfærdeligt travlt med at rejse dig op, når der kommer kunder i butikken, for som du ved, har de, ligesom dig, ikke travlt. Du kan også sagtens proppe din taxa med 7 mennesker, og lade dem vente en halv time på nr. 8, for at du skal tjene 2.000 shillings (5 kr.) mere på turen, for der er ingen regler, der siger, at du ikke kan – og igen, de og du har tid nok.
Arbejdsmorale: Du arbejder fra 6 morgen til 6 aften, og det lyder som en hård dag, hvor du virkelig får noget fra hånden – men efter-som du er opvokset med, at du har tid nok, så har du mange små pauser og har ikke så travlt. Din arbejdsgiver siger ikke så meget til, at du har tid til alt muligt andet end arbejdet også – sådan er det jo bare. At du står og snakker privat med din ven, gør intet.
Køkultur: Undskyld, hvad er det? Du har ikke travlt, så selvom du egentlig bare skulle have en vand, lader du 3 damer komme først til kassen, fordi de har lidt mere “travlt” end dig. Gider du ikke vente, maser du dig bare ind foran.
Ligestilling: Som voksen mand er du helt klart den øverste i hierakiet. Kvinder og børn forventes at bøje sig for dig, når de møder dig, henvender sig til dig eller du henvender dig til dem. Der er også tydelig opdeling af køn. Kvinder passer børn, laver mad og passer huset, mens mænd har jobs, og sjældent ordner noget husligt. Desuden ses det sjældent, at kvinder kører bil. Som lærer er du utroligt autoritær – hører børnene ikke efter, får de bank, og beder du dem hente kridt, har de af at gøre det – og aflevere det knælende til dig. Du kan desuden også sagtens bede dem hente din mad i frikvarteret, og taber du mad på gulvet, er det også deres opgave at fjerne det.
Vejret: Selvom der i Uganda er to regntider om året, hvilket betyder forholdsvist meget nedbør, går alting i stå, når det regner. Lekti-oner stopper, bodaer kører ikke og generelt stopper al aktivitet.
Måltider: Du får lidt morgenmad omkring kl. 10, hvor din dag allerede er godt i gang. Der kommer endnu et måltid kl. 1, og det er dagens store måltid. Her får du gerne to tallerkner med top på serveret, og det spiser du let. Du får igen mad omkring kl. 9 om aften-en, som bare er et lille måltid.
Du ser en muzungu…: Og opfører dig, som om, du har set en berømthed. Du smiler og vinker, og håber, muzunguen ser dig og hilser igen. Du råber også til dine venner og peger, så de også ser muzunguen. Møder du en muzungu på din vej, er du høflig og hilser og stiller spørgsmål om, hvor han/hun kommer fra, alder, status, tro og andet interessant. Er du helt god, fortæller du også, hvor gerne du ville rejse til muzunguens hjemland og tilbyder ægteskab.

Muzungu:
Tid: Tid er penge, og der er oftest en eller anden opgave, der hænger dig over hovedet, som du skal løse inden i morgen. Derfor er du effektiv, og ved, at alle andre har det som dig – derfor snakker du kun kort med de bekendte du møder, og slet ikke med fremmede, fordi du ikke vil være uhøflig og tage deres tid.
Penge: Du tjener mere end bare til mad til familien, og har derfor råd til at købe mere. Alligevel har du styr på dine penge, hvad du bruger dem til og hvor meget du skal tjene for at få det hele til at køre rundt.
Service: Du er utroligt service-minded. Du ved, at langt de fleste har travlt, og er derfor hurtig i din forhandling. Du ved også, at folks mening om serviceniveauet betyder alt – du bliver nødt til at behandle dine kunder pænt, hvis du fortsat vil tjene penge.
Arbejdsmorale: Din arbejdsdag er forholdsvist kort, men på de timer, du er på arbejde, er du utroligt effektiv. Du har fastlagte pauser, og du tager ikke lige en slapper, uden du sikrer dig, at du ikke bliver opdaget i det, for det er ikke i orden. Alt privat skal du ordne udenfor arbejdspladsen.
Køkultur: Du kender din plads – også i køen. Det er ligemeget, hvor travlt du har, du holder din plads. Det ville ikke blive velset, at du gik foran i køen, uanset hvad din undskyldning er. Alle andre skal også nå et eller andet.
Ligestilling: Mand og kvinde er lige, og begge køn kan udføre alt slags arbejde. Børnene har også rettigheder, og de skal behandles, som det de er – mennesker. Begge køn hjælper til i huset, da begge har jobs – man hjælper hinanden i hjemmet. Som lærer skal du behandle dine elever korrekt, da de også har rettigheder, og du kan blive fyret, hvis ikke du handler korrekt i en presset situation. Du må skabe dig respekt på en anden måde end fysisk.
Måltider: Du får tre hovedmåltider og derudover en masse snacks i løbet af dagen. Dine portioner er mindre, og derfor spiser du en del gange om dagen.
Vejret: Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Regner eller sner det? Så må du tage overtøj på og tage tidligere af sted på job/i skole. Der skal meget til, før noget lukker pga. vejret.
Du ser en afrikaner…: Og kigger måske lidt, men tænker ikke nærmere over det. Du kigger kun, fordi den sorte hud er en abnormali-tet mellem alle de hvide mennesker. Afrikaneren er blot en anden person, så du behandler ham/hende som alle andre.

Kigger man på overstående, vil man forstå, at afrikanere er meget forskellige fra muzunguer. Og nogle af de ting, der er så ander-ledes, kan være utroligt svære at forstå, når man er vant til en helt anden måde at gøre tingene på. Jeg har haft det lidt svært ved at tackle afrikanernes forhold til tid, da jeg kommer fra en verden, hvor man er høflig, når man ikke tager folks tid og ikke lader dem vente. At komme herned, hvor man pludselig er høflig, når man venter på alle, var en omvæltning. Og jeg har haft svært ved at forstå det og har syntes, de var lidt dumme, når de ikke kunne forstå, at jeg bare gerne ville videre i stedet for at vente. Jeg har syntes, det var forkert. Men det er det ikke nødvendigvis. Afrikanerne har bare en anden måde at gøre tingene på, og så kunne det være, det var nu, jeg skulle hive en lidt for brugt frase fra volontørkurset frem: “Det er ikke godt eller skidt, det er bare anderledes.” Og det er det. Selvom jeg i tre måneder har levet i dette anderledes kontinent, og efterhånden har vænnet mig lidt til forskellene, glæder jeg mig nu til at komme hjem til Danmark, hvor alting ikke er anderledes, og hvor jeg kender “spillereglerne” ud og ind. Og efter et skønt ophold i Uganda samt afsked med de fleste af dem, vi har haft med at gøre, kan jeg nu med god samvittighed sige “Vi ses snart, Danmark!”

Mine unger

Skønne unger på babyhjemmet, der har fællesudflugt i en bil. Det var sjovt, som de alle kunne samles i sofaerne og stolene.

Mutyaba og William.

Dejlige Timothy!

Enog - soldier-style!

Tina, der hjælper Anna med maden.

Halle og Solmon.

Min fantastiske topclass!

Søde Milly.

At slå døren op om morgenen, og se Afrika vågne op. At mærke solen brænde på sin hud, og huske på, hvordan vejret i Danmark ser ud lige nu. At opleve en kultur så anderledes, at man får perspektiv på eget liv og udvidet sin horisont. Alt sammen er helt fantastisk, og noget, jeg bestemt ikke kunne undvære ved min oplevelse her i Uganda, men der er én bestemt ting, der virkelig gør det værd at være hernede: børnene. Hjemme vil et billede af et barn i laset tøj foran en lerhytte udløse tanken ”stakkels barn”. Og det er mange af dem helt bestemt. Men de er også bare så meget mere: Søde, sjove, fantasifulde, kloge, kære, vidunderlige, taknemmelige, kreative, elskelige, glade. Og hvert enkelt af de børn, jeg har med at gøre, gør også mig ubeskriveligt glad. Bare det, at opleve udtrykket i deres øjne, når de ser os, barnestemmer der råber ”bye muzungu!”, der forfølger en overalt, jeg nyder det. Det er tydeligt, at de elsker, når vi kommer og er sammen med dem, uanset hvor lidt engelsk de forstår – bare det, at vi er her, gør for dem en forskel i deres liv og har betydning for dem. Og de har gjort en forskel i mit liv og fået en enorm betydning for mig. Det har været fantastisk at opleve, hvor stor indre glæde man kan opnå, bare ved at stå i en klasse og høre dem grine, når man møjsommeligt får forklaret dem noget, de alligevel ikke helt forstår, på engelsk, og i stedet forsøger at kommunikere med fagter og den smule luganda, man har tillært sig. Det er skønt at opleve, hvordan et barn krammer sig ind til én, når det er faldet og nu græder, og man bare giver dem al den kærlighed, man har i sig, og som de aldrig har fået af de forældre, der efterlod dem, inden de kom på babyhjemmet. At gå en tur og høre børn inde mellem bananpalmerne, der råber ”Bye Louise! Bye Anna! Bye Daniel!” – og pludselig have et smilende barn i hånden og vide, at det sandsynligvis har gjort deres dag uforglemmelig. Og det påvirker mig virkelig på en positiv måde. Hver evigt eneste dag glæder jeg mig til at se børnene i mine klasser på skolerne og på babyhjemmet, hvor vi arbejder. De har knyttet sig til mig, og jeg til dem, og det er uden sammenligning den fedeste oplevelse, jeg tager med mig herfra. Dog ved jeg, at det også bliver rigtigt svært, når vi tager hjem herfra. Jeg kommer virkelig til at savne de søde små. Men for mig er det bestemt dem, der gør det værd at være her.

Ugen der gik #10

Bridget, der tager billede af en pige, der har modtaget gaver fra sin sponsor.

Ude på en skole, hvor alle børnene samles om bilen, inden gaverne deles ud.

Lækker dame på stranden ud til Victoriasøen ;)

Fiskerbåde langs stranden.

Moses og Bridget på "restauranten".

Tilapia.

Danmarksundervisning på Pastor Fred's School.

Ballonuddeling på babyhjemmet - glade børn!

Søde Priscilla.

Milly får gaver - især slikken faldt i god jord!

Søde Milly!

Millys seng. Hun deler værelse med forældrene.

Familiebillede. Milly, George (bror), Marry (søster), Ben (far) og Apuloniya (mor). 

Frokost hos Herbert. 

En del af frokosten - græshopper!

Mandag var min fod endnu ikke blevet bedre, og det gjorde, at mit humør var i bund – mildt sagt. Jeg havde mine timer i topclass, og jeg skrev et brev på engelsk OG luganda til Milly og hendes familie, hvor jeg spurgte, om det var okay, at jeg kom forbi lørdag. Tirs-dag underviste Anna og jeg på Pastor Fred’s School, og det gik fint – jeg havde min sidste matematiktime med P3. Vi har stadig gang i Danmarks-temaet, og det har vi indtil vi for-lader Uganda. Vi håbede på at komme i poolen, men vejret i Masaka var ikke særlig godt, så vi tog på Frikadellen, hvor vi også kun med nød og næppe nåede hen, inden regnen skyllede ned. Herefter tog vi på baby-hjemmet, hvor der havde været møde – det var tydeligt, at specielt ét barn var taget op til samtale – baby Fred, som normalt sidder alene, uden en lyd, vugger sig selv og ikke op-fatter noget omkring sig, og nærmere er i sin egen verden, blev pludselig leget med af mamaerne. Det var rigtig fint! På vej hjem til farmen kørte vi i en taxa, hvor vores tasker i bagagerummet fik selskab af en høne. Onsdag havde vi fridag! Eller det vil sige, at vi tog på tur med et par socialarbejdere fra ChildCare Denmark (Ruth og Carstens orga-nisation), Moses og Bridget, der skulle dele julesække og andre gaver ud til børnene på forskellige skoler. Den sidste skole lå ude ved Victoriasøen, hvilket var grunden til, vi valgte at tage med. Herude så vi skolen og så vandet. Vi tog ind på en “restaurant”, der mest af alt lignede et skur, hvor vi spiste hele, deep fried tilapias. Inklusiv øjnene. Fisken smagte godt, øjnene var en engangsoplevelse. Min fod hævede op igen, og nu også den anden fod, under turen, og Moses bad mig få tilset den af en læge. Torsdag var vi på Pastor Fred’s School, og jeg hav-de min sidste matematiktime med P4 samt sidste PE-lektion med P6. Efter en tur ved poolen tog Anna og jeg til babyhjemmet, hvor jeg fik den nyansatte sygeplejerske tilså mine fødder, og konstaterede, hvad jeg allerede havde regnet ud – jeg har betændelse i nogle sår fra vabler og myggestik, og der var så meget af det, at mine fødder var fyldt med det. No wonder at det gjorde ondt! Fredag tog vi til Masaka, hvor vi tog på apoteket og købte antibiotika til mig. Efter en tur på babyhjemmet var vi igen ved poolen, og vi er nu blevet så hærdede, at ingen af os blev solskoldede, trods ingen solcreme. Hjemme på farmen hjalp vores boda-chauffør Joseph med at skrælle matookebananer, hvilket han var utroligt god til. På vej hjem måtte vi have vores tasker hos os i taxaen, da bagagerummet igen var reserveret til et dyr – denne gang til en ged! Lørdag havde vi en af de bedste dage her i Uganda efter min mening. Jeg var på besøg hos mit sponsorbarn, Milly, og hendes familie, mens Anna besøgte sit eget, sin mors og sin brors sponsorbørn. Det var lidt sjovt at se, hvordan Milly boede, og hvor venlig hendes familie er. Trods forholdsvist gode forhold, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt – det var så tydeligt, hvor stor taknemmelighed og glæde, familien udtrykte for, at jeg havde valgt lige præcis Milly. Jeg følte mig velkommen og det var helt umærkeligt at være der, selvom jeg havde frygtet, at det ville blive akavet. Herefter tog vi til frokost hos Herbert, hvor vi fik matooke, fisk og græshopper(!). Vi gav ham en lille gave, fordi han har været så god til at hjælpe os og tage os med på ture. Han blev så glad, at han blev stille (hvilket ikke ligner ham). Om aftenen gik turen til Masaka, hvor Ruth og Carsten havde inviteret os til middag. Vi fik lækker aftensmad og hyggeligt selskab, og det er så skønt, så velkommen man føler sig i deres hjem. Søndag var vi for sidste gang i Uganda i kirke, og selvom det var sidste gang, gjorde det det ikke mere spændende. Jeg er ked af at sige det, men lange gudstjeneser, og søndagsskole med umotiverede børn kommer jeg ikke til at savne synderligt meget. Vi fik også gjort rent, så her ikke ligner et bombekrater, når Annas far ankommer på tirsdag.
I starten af denne uge ville jeg helst, at den bare gik hurtigt. Og det har den i sandhed gjort. De sidste par uger har været lidt hårde for mig, da jeg har været plaget af en ustabil mængde af hjemve, smerter (fx mine fødder) og generel negativitet. Jeg vil dog sige, at jeg ikke fortryder det. Jeg har været hernede længe, og jeg har nydt langt det meste af dette ophold i Uganda. Men jeg ved også godt, at negative ting følger med. Mange derhjemme har bedt mig nyde mine sidste dage, men for mig har det ikke føltes som “de sidste dage” før nu – og jeg kan mærke, at det faktum, at jeg er hjemme om 6 dage gør, at jeg igen kan nyde det helt, og næsten føler, at jeg får travlt med det. Jeg synes bestemt ikke, at min negativitet har været dejlig, men når man har fået en hverdag hernede, hører det bare med. Jeg savner min familie og mine venner, og jeg glæder mig til at komme hjem. Men hjemveen er på retur nu, og jeg ser frem til de næste dage, hvor vi skal have vores sidste dage på de forskellige arbejder, sige farvel og ikke mindst nyde de sidste stunder her. Og på en eller anden måde, selvom den blot skulle overståes, så har sidste uge været fantastisk alligevel!

Ugen der gik #9

Oliva tegner.

Milly og jeg.

Plant et træ.

Anna laver mad over bål.

Ungerne på middagsbesøg.

Danmarks-undervisning på Pastor Fred's School.

Anna, Herbert og jeg i Muzumba Vincent's kirke.

På besøg hos en fattig, fattig mand. Kan man ane, at min venstre ankel er hævet?

Lækker, lækker mad hos Muzumba Vincent.

Mandag var vi som altid på Cornerstone. Vi havde ikke været derude ret længe, før Millys (mit sponsorbarn) storebror George kom og gav mit et fremkaldt billede af Milly og jeg til topclass’s graduationceremoni. Jeg blev virkelig glad! Topclass fik lov at bruge en lektion på at tegne, og det kunne mærkes på dem, at det var helt uvant at have så mange farver at vælge imellem. Vi plantede også et træ hver, som skolen vil passe på som minde om os – Herbert fortalte, at træerne nu hedder Louise, Anna og Daniel. Vi gik hjem fra Cornerstone, og da vi kom hjem, lavede vi bål udenfor, og Anna lavede bønner på ægte afrikansk manér. Det var super lækkert! Da Pontiano og Rogers ikke var hjemme, inviterede vi Halle og Tina, som var kommet hjem efter skole, ind til aftensmad, og det var hyggeligt. Da resten af familien kom hjem, ønskede vi Pontiano tillykke med de 33 år, han rundede den dag. Tirsdag tog vi på Pastor Fred’s School, hvor vi indledte det sidste forløb – forløbet om Danmark. Vi tog derefter til Masaka, hvor vi var lidt på frikadellen, og herefter tog vi op på posthuset, hvor Anna skulle hente et brev, og på vej derop mødte vi Solveig, den bedstemor med slaw i, vi havde haft besøg af på farmen tidligere. Vi havde ikke troet, vi skulle se hende igen, og hun fortalte, at det heller ikke var af hendes gode mening, at hun nu befandt sig i Masaka. Hendes afrikanske ven/medarbejder i hendes velgørenhedsarbejde havde stukket hende i ryggen, taget en kæmpe andel af pengene til børnehjem og efter hun havde anklaget ham for tyveri, havde han været så rasende, at han bortførte to piger fra et børnehjem, og nu følte Solvej sig ikke længere tryg i Kampala, hvor han ved, hvor hun er. Herefter tog vi en tur på babyhjemmet, hvor alt var fint. Onsdag skete der ikke ret meget ud over, at vi var på babyhjemmet. Vi havde dog ret meget sjov med at filme vores tur i taxa, som snart kommer op i et indlæg om transporten hernede. Torsdag var Anna og jeg igen på Pastor Fred’s School, og igen gik vores dansker-tema godt. Vi besluttede os derefter for at tage ind til poolen, inden vi tog ud på babyhjem-met. Så lå vi der og stegte et par timer, og det var altså skønt – vi prøver at få så meget sol som muligt nu her, hvor det efter-hånden er ved at være sidste chance. På babyhjemmet var Timothy og Evas syge, men børnene var egentlig stille og rolige. I hvert fald i sammenligning med, hvordan de var fredag, hvor vi også var derude. Timothy, Evas og nu også Hannah var syge, og alle børne-ne var meget urolige, trætte og pyldrede, hvilket måske har skyldtes søvnløshed. Det er ikke sjovt, når de tre babyer er syge på én gang. Vi tog efter en udmattende tur på babyhjemmet ind til Frikadellen, hvor vi var lidt på nettet og ventede på, at barbecue skulle starte – vi var 9 til arrangementet, men det var nu hyggeligt nok. Lørdag stod vi op i okay tid, og begav os mod Masaka, for vejret var skønt, og vi havde pakket vores badetøj. Vejret holdt hele dagen, og vi fik nydt solen og poolen. Det danske lærerpar, Jesper og Maja, samt deres børn og hendes forældre kom også. Det var sjovt at snakke med nogle mennesker, der havde fuldstændig samme syn på Ugan-da, som vi selv havde, lige da vi kom. Søndag tog vi til Kitiiti, hvor vi tog i Muzumba Vincents kirke. Det var en lettelse og ´det var rart at prøve noget “nyt”. Gudstjenesten tog “kun” 2½-3 timer, og det var skønt! Under gudstjenesten kunne jeg mærke, at min venstre ankel ikke var helt okay. Efter gudstjenesten var den hævet op, og gjorde ret ondt at støtte på. Vi havde dog planer om at skulle besøge et par familier “i området” med Muzumba Vincent, så jeg tænkte, at vi ikke skulle gå ret langt – snydt! Efter tre familier og et par km senere, tog vi en boda hjem til Muzumba, hvor vi mødte familien bestående af Muzumba Vincent, hans kone og ti børn. Vi fik en god snak og endnu bedre afrikansk mad. Herefter gik vi hjem, og jeg fik viklet min fod ind i forbinding. Det var altså været en skøn uge, der har budt på lidt af hvert. Det er lidt nemmere ikke at tænke på at komme hjem, når der sker noget i hverdagen.

Transport i Uganda

Masaka Down Town - ensrettet vej, men det overholdes ikke altid.

Anna og Daniel på boda.

Matatu - en lille bus med plads til 15.

Indersiden af en matatu - denne dag sad vi måske 30 i den...

Der er mange anderledes ting her i Uganda, men den, vi oftest støder ind i, er transporten. Det allerførste man tænker over, når man kommer til Uganda og sætter sig ud i en bil, er, at rattet sidder i højre side og bilen kører i venstre – her bliver det tydeligt, at Uganda førhen var britisk koloni. Bilerne, der kører rundt hernede, er, med mindre de er ejet af muzunguer eller andre “rige”, aflagte model-ler, der med garanti ikke var gået gennem syn i vesten. I mange af bilerne virker speedometeret (eller hele instrumentbrættet) ikke, og flere biler stinker, som om benzintanken er vildt utæt – hvilket den med sikkerhed også er. Alt dette er meget anderledes, men det, der virkelig gør transport i Uganda til en oplevelse, er antallet af mennesker, der kan proppet på/i ét køretøj. På en boda (mellemting mellem knallert og motorcykel) kan afrikanerne nemt sidde 4-5 mennesker (vi sidder dog max 2 eksklusiv chaufføren). I en personbil 10-14 mennesker – to på førersædet, to på passagersædet og ellers alle dem, der overhovedet kan sidde i lag på bagsædet. Minimum er 4 på bagsædet, og så er det altså luksus!
Vi bor på en farm i en lille landsby, så vi er afhængig af transport uanset hvor vi skal hen – om det er til Cornerstone i Kitiiti, Pastor Fred’s School i Kyamyiwimba eller ind til Masaka, skal vi transporteres på en eller anden vis. Rundt om farmen er der små “lande-veje”, og her tager vi bodaer. Det er altså når vi tager til Kitiiti eller til Bukunda, som er en stor by, der ligger ud til hovedvejen, og som vi derfor kører ud til, når vi skal til Masaka eller Kyamyiwimba. Vi har også kørt rundt på bodaer i Kampala, for her er trafikken så tæt, at der oftest er lange køer, og bodaerne har lettere ved at komme frem, da de bare kan køre ind og ud mellem bilerne. Dog er bodaerne også et meget udsat transportmiddel. Gennemsnittet på fem dødsfald om dagen pga. bodastyrtsiger lidt om det, og helt ær-ligt er de ikke ret gode til at køre forsigtigt, så vi er nogle gange lidt efter dem. Vi så faktisk et bodastyrt så sent som i sidste uge. Der skete heldigvis ikke noget! Fra Bukunda tager vi en taxa videre, da det netop er for farligt at tage bodaer på hovedvejen. Taxaer er bare almindelige personbiler, og de er ikke markeret – så man stiller sig bare ud til vejen og løfter en hånd i vejret, når en bil passerer, og er chaufføren interesseret i at have én med, holder han ind og får én proppet ind i bilen. Er man meget heldig, kan man på hoved-vejen også møde de små busser, kaldet matatuer, der kan transportere 14 mennesker, og her sidder man ofte noget mindre klemt. Vejene hernede er af meget vekslende kvalitet. De røde landeveje er meget ujævne, og man kan ikke køre herpå uden turen bliver meget rystet. Hovedvejene er asfalterede og rimelig jævne, men det sætter afrikanerne selv en stopper for ved at placere bump ofte og helst de mest mærkelige steder. Der er to slags bump, og de er ofte kombineret i en række af bump. Den ene er den slags, vi kender fra Danmark – et større, bredere bump. Den anden slags er i toppen på min liste over mindre fede ting i Afrika… Det er mange, små bump, der kommer lige efter hinanden, og uanset hvor pænt chaufføren kører, er det utroligt ubehageligt, for det giver alligevel en ret kraftig rystelse. Nogle steder er der stadig grusvej på hovedvejene, og her laves bumpene så bare i grus, som afri-kanerne skovler op på vejen. Nogle steder er det dog ikke nødvendigt, fordi asfalten eller gruset er så ujævnt i sig selv.
Udover bumpene og det faktum, at man sidder så klemt – hvilket man vænner man sig til – er det mest irriterende ved trafikken, at taxaer og matatuer ikke kører nogle steder hen, før den er fyldt, hvilket til tider er enormt utilfredsstillende. Der er ingen tidsplaner, og det skal man i den grad vænne sig til som vestlig, der er vant til, at alt er planlagt og kører til tiden. Ja, at et DSB-tog er forsinket i ti minutter derhjemme er en katastrofe derhjemme, men her i Uganda kan man godt komme til at sidde og vente i noget, der minder om timer, før taxaen kører, hvis der ikke er ret mange, der skal fra Bukunda til Masaka tidlig morgen eller omvendt om eftermiddag-en. Det gør også, at det er svært helt præcist at aftale tidspunkter eller vide, hvornår man nøjagtigt er hjemme på farmen, og det kan godt blive ret frustrerende, især om eftermiddagen, da vi helst skal være hjemme på farmen inden mørkets frembrud, der er omkring kl. syv. Det er fedt at prøve, at en anden form for transport kan “fungere”, men jeg glæder mig altså til at komme hjem til tidsplaner, der overholdes og at vide, hvor længe jeg skal vente på min bus eller mit tog. Jeg tror i hvert fald der går længe inden jeg brokker mig over offentlig, dansk transport eller over at sidde tre på bagsædet igen.

Ugen der gik #8

Drenge fra Pastor Fred's School, der spiller fodbold med "overtrækstrøjer" på.

Søde børn på babyhjemmet med nye striktrøjer.

Frank med "Postmand Per"-bog.

Timothy, Gideon, Nikolas og et af de større børn, Sarah, der slås lidt om opmærksomheden.

Anna og de to store børn Sarah og Josephine.

Mama Louise og sovende Timothy.

Kaylee og Josephine (billede lånt på Childcare Denmarks hjemmeside).

Milly klar til at blive sponsorbarn (billede lånt på Childcare Denmarks hjemmeside)

Bodamændene Chimpansen og Joshua, der gør matooken klar til transport.

Teaterstykke fra biblen. Dette er historien om Jesus, der ridder ind i Jerusalem på et æsel.

Bønner!

Denne uge har vi taget afsked med Kaylee, som er taget hjem til Amerika. Hun var volontør for Child Care Denmark, og arbejdede også ude på babyhjemmet. Derudover snakkede vi tit med hende inde på Frikadellen. Denne uge besluttede Anna og jeg os også for, at vores tirsdage og torsdage er for kedelige – så i fremtiden vil vi være på Pastor Fred’s School om formiddagen og på babyhjemmet om eftermiddagen disse dage, og det er skønt, for det er der, de store børn på babyhjemmet er hjemme, da de er i skole om formiddagen, så dem får vi også tid med nu. Vi synes efterhånden, at der er alt for meget til at slå ihjel hjemme på farmen, og eftersom jeg har læst min 7. bog hernede og vi har derudover lavet en masse kryds-og-tværs samt set en masse film, blogget og facebooket meget, så synes vi, det er på tide med en anden (fornuftigere) måde at bruge den sidste tid på. Vi har også brugt meget tid på religionsdiskussion i den her uge, og jeg må indrømme, at jeg begynder at glæde mig til at komme hjem til et sted, hvor religion ikke er i fokus konstant. Det er dog et eller andet sted fedt at blive provokeret til at tage stilling til, hvor man står. Ellers har ugen været stille og rolig. Mandag var vi på Cornerstone, og det gik lige så fint som det plejer at gøre. Tirsdag var Anna og jeg på Pastor Fred’s School, og her fik vi glæde af de “overtræks-trøjer”, vi lavede til Cornerstone – børnene på Pastor Fred’s School synes også, det er fedt at have dem på, når de spiller bold. Resten af dagen var ren hygge. Onsdag tilbragte vi dagen i Masaka, hvor vi var på babyhjemmet sammen med CCDs volontører Kaylee og Janine, der ryddede op i børnenes tøj og fandt flere kufferter med fint tøj, som mamaerne havde gemt væk til “fint brug” – børnene har bare aldrig brug for være fine, så nu har alle børnene pludseligt meget mere hverdagstøj – blandt andet lækre striktrøjer. Vi var også på Frikadellen og spise for at tage samlet afsked med Kaylee. Torsdag var Anna og jeg igen på Pastor Fred’s School, hvor en i P4 sad med en “Postmand Per”-bog. For første gang tog vi derefter til Masaka og videre til babyhjemmet, igen sammen med Janine og Kaylee. Samme dag var CCDs socialarbejder ude på Cornerstone, hvor Milly samt andre børn blev ført ind i deres register – hvilket betyder, at jeg nu meget snart kan kalde mig for Millys fadder. Fredag var vi igen i Masaka, hvor vi var på babyhjemmet hele dagen igen. På vej hjem købte vi vores første klase matooke-bananer, som vores faste bodamænd i Masaka (Chimpansen og Joshua) gladeligt hjalp med at finde, købe og transportere. Lørdag var bare en stor hyggedag. Vi fik gjort lidt rent, færdiggjort “Turen går til Uganda”, leget lidt med børnene på farmen og bare slappet af. Søndag var vi i kirke, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig til ikke at skulle i kirke 4 timer i streg mere. Denne søndag var dog fin nok med hensyn til søndagsskolen, for vi lavede lille teaterstykker ud fra bibelfortællinger. Ellers købte vi friske bønner, som vi bælgede, og glæder os til at spise i kommende uge. Denne uge har vi nemlig spist ret meget på Frikadellen, og aftensmaden har mest bestået af nutellamadder. Vi gider ikke rigtigt alt det sammenkog mere. Vi har dog prøvet noget nyt på den front, karrygryde med ris, og det var lækkert! Der er egentlig ikke sket det vilde i denne uge, men alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at det har været en fantastisk uge. Jeg er sikker på, at det er al det samvær med de skønne børn. Dejligt!

At være ren i Uganda

Der bliver fejet og vasket tøj på afrikansk manér.

Udendørs tøjvask.

Rengøring på badeværelset.

Billede fra vores store hovedrengøring/oprydning en af de første dage i Uganda.

Anna, der præsenterer vores toilet med flush og hjemmelavede bruser.

Fodbad - det gør vi ikke i mere, da fødderne igen er klamme en time efter.

…er umuligt!
Her kunne det indlæg så stoppe, men jeg kunne godt tænke mig at uddybe, hvordan man gør rent her i Uganda, og hvordan vi gør for at holde os selv nogenlunde rene/hvordan ugandernes egen hygiejne er. Da jeg først kom til Uganda og satte mig ind i Pontianos bil, blev jeg lidt overrasket over, hvor beskidt den var – det røde støv var over alt. Hjemme i lejligheden på Farmen var jeg ikke imponeret over tilstanden. Igen, det røde støv trænger ind over alt, og derudover var der afførring fra firbenene over alt. Edderkoppespind var heller svært at få øje på. Det er dog gået op for mig, at det er vanvittigt svært at holde lejligheden ren, for især det røde støv kommer ind hurtigere end man kan nå at lukke døren. Vi fejer dog regelmæssigt gulvet med en afrikansk kost, der er lavet af sammenbundne strå. Vi tørrer aldrig støv af, for det er uoverskueligt og hjælper i virkeligheden ikke rigtigt. Vi gør til gengæld badeværelset rent omkring en gang i ugen eller når det lige trænger. Det er desuden en historie for sig selv, badeværelset. Vi har, heldigvis, toilet med flush, i stedet for de afrikanske toiletter, der bare er et hul i jorden. Vi har også en håndvask samt en hjemmelavet bruser, hvor vandet løber ned i et hul i gulvet – det stinker råddent, og rundt i kanten er der noget, vi tror er alger. Toilettet og håndvasken er desuden ikke helt tætte, så der er ofte vand på gulvet. Så selvom vi har udmærkede faciliteter, er badeværelset ikke vildt lækkert. Al vand vi har i huset, er regnvand, og det er kun varmt, hvis vi har kogt det først. Det gør vi dog kun til opvask, tøjvask og madlavning. Vores tøj bliver vasket en gang om ugen af en kvinde fra landsbyen, der står udenfor huset hele dagen og vasker familiens og vores tøj i hånden. Hun har kun koldt vand og sæbe til rådighed, og det er meget hårdt for tøjet. Rent sengetøj er imidlertid ikke noget, vi gør i. Jeg har fået mit vasket én gang i løbet af opholdet i Uganda, Anna og Daniel slet ikke. Det er fordi der ofte er så varmt om natten, og det lugter allerede efter første dag. Desuden tager det længe for lagner og tæpper at tørre.
Vi går i bad hver/hver anden dag. Oftest kun hver anden, for at stille sig under bruseren er ikke særlig tiltalende. Det er lidt svært at få shampoo og balsam helt ud af håret i det kolde vand, og kun et par gange har vi været i varmt bad, når vi har været på Red Chilli eller ved poolen. Vi bliver hurtigt beskidte hernede, og vores hår fedtet. Om det er varmen, vandet eller hvad det skyldes, ved vi ikke helt. Vores fødder er aldrig ordentligt rene, igen fordi det røde støv sætter sig i alle små revner i huden, og især på fødderne. Vi klipper vores negle helt ned, da afrikanerne ser det som det normale – børnene synes i hvert fald det er helt skørt, hvis man lige har glemt det en dag. Makeup går Anna og jeg aldrig med, med mindre vi skal i kirke. Vi gider simpelthen ikke. Vi laver intet, der påkræver, at vi er pæne at se på, og når vi sveder og har solcreme i ansigtet, er det bare ikke behageligt. Det er endda lige før, at vi ikke gider om søndagen. Vi spritter ret ofte hænder, især efter vi har været på babyhjemmet.
Afrikanerne selv har egentlig ikke den bedste hygiejne. De vasker hænder i regnvand uden sæbe, og de lugter altså ikke som om de går ret ofte i bad. Børnene går med ble ret længe, og når de endelig skal af med bleen, tisser de bare i bukserne i stedet, og dem kan de så gå rundt i indtil moren lige har lyst til at skifte barnets bukser. Vi har tit haft uheld med Enog inde i lejligheden, og Anna er blevet tisset på flere gange i kirken, når de sidder på vores skød. At mødrene selv bliver tisset på, er de ret så ligeglade med – det tørrer jo. De laver tit mad ude ved vejene, og køddet hænger også bare frit udenfor, så støv og andet skidt har fri adgang til begge ting. Blev restaurationer hernede tjekket efter danske standarder, ville de alle lukke ned pga. dårlig hygiejne.
Det er gået op for mig, mens jeg skriver det her indlæg, at vores hygiejne ikke er særlig fantastisk hernede. Men man vænner sig bare så hurtigt til, at ens fødder er klamme og at ens spejlbillede ikke reflekterer et sminket ansigt. Vi går ikke så meget op i det, fordi samfundet hernede heller ikke gør. Dog er vores hygiejne 100 gange bedre, end afrikanernes egen. Jeg glæder mig nu engang til at komme hjem i et rigtigt bad og få rent sengetøj på, der dufter af ren, frisk luft.