Viser opslag med etiketten Arbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arbejde. Vis alle opslag

16.10.12

Kirke og søndagsskole

IMG_2332
Daniel, Anna og jeg sammen med et par af børnene foran Victory Church Kamuzinda.
IMG_2678
En af de første dage med børnene - de var ikke ret mange. Her synger de for os.
IMG_8301
Tegning efter bibellæsning. Det synes børnene er sjovt, da de normalt ikke har farveblyanter til rådighed
IMG_7913
Alle de børn kræver overblik...
IMG_3424
Balloner bliver pustet op efter bibellæsning.
De søndage, vi ikke er på tur eller i en anden kirke, er vi i Victory Church Kamuzinda sammen med Pontiano og hans familie. En gudstjeneste varer fra 9 til 1, men der er aldrig nogen, der kommer til tiden (TIA), og oftest forekommer der også masse forsinkelser i selve gudstjenesten. Gudstjenesten er lidt (læs: meget) anderledes fra en dansk gudstjeneste. Den starter oftest med lidt meddelelser, og derefter er der testamony, worship og praise – fyldt med sang, dans, bongotrommer og bønner. Stemningen er altid positiv, men vi har oplevet, at en bestemt kvinde græder under bønnerne, og det er ikke diskret – hun nærmere skriger. Det er for mig ret grænseoverskridende når hun gør det, og jeg finder det enormt ubehageligt. Prædiken springer vi volontører oftest over, for på den ene side er den på luganda, og vi får intet ud af det, og på den anden side er det i det tidsrum, vi har søndagsskolen. Vi samler børnene på ‘marken’ udenfor kirken. I starten kom der 30-40 stykker, men sidst vi talte dem, var de 105 – det rygtes hurtigt, at der er muzunguer i kirken, og vi er yderst populære mellem børnene, der gerne kommer i kirke for at være sammen med os. Vi starter søndagsskolen med at bede, synge en sang og jeg læser højt fra den engelske børnebibel. Herefter laver vi tit en leg eller øvelse, der passer til dagens tekst, fx har børnene en søndag skulle tegne historien og har en anden søndag skulle tænke på noget godt, Gud havde gjort for dem, mens de pustede en ballon op. Herefter er der tid til at lege, og oftest bliver det en form for tagfat, da alle kan være med til det. Vi starter oftest med at lege en dansk leg, og så beder vi børnene om at lære os en af deres lege. Det plejer at forløbe fint, men efter børnene er blevet så mange, er det svært at få alle med i legen og holde styr på dem. Heldigvis har vi altid Rogers med ude til søndagsskolen, og det er skønt, for hun oversætter bibelhistorien, legene og hjælper med at holde styr på børnene. Selvom søndagsskolen kun tager en time til halvanden, er det faktisk det arbejde, jeg glæder mig mindst til – jeg synes det er utroligt krævende, når der er så mange børn. Men børnene er søde, og det er tydeligt, at de nyder tiden med os og vi med dem.

9.10.12

Babyhjemmet

IMG_7996
Børn der farver og bliver madet i fællesrummet.
IMG_7994
Anna og James tegner.
IMG_7981
Circle time - Mama Innocent synger alfabetet sammen med børnene og en volontør, Caylee, fra Childcare Denmark.
Timothy
Min lille øjesten, Timothy. Han er altså bare for kær!
IMG_8062
Mama Rose går tur med babyhjemmest ældste, den 16-årige, handicappede Hope.  
IMG_8006
Børnene samles udenfor til frokost. Til højre er køkkenet, hvor maden tilberedes.
Før der blev lavet ændringer, bestod vores arbejde her i Uganda i at undervise på Cornerstone School og Pastor Fred’s School. Men vi savnede et sted som Aunt Louise School, hvor vi bare skulle dukke op og tage os af børnene, lege med dem, give dem kærlighed. Det aspekt har vi nu fået ind vi vores ugentlige skema i form af babyhjemmet. Her skal vi være onsdag og fredag hver uge. Babyhjemmet er et Childcare Denmark projekt, som Ruth og Carsten har startet og nu administrerer. Udover os, har de også et par volontører ude på hjemmet et par dage i ugen. De daglige ledere er ‘the Mamas’, en flok kvinder, der står for børnene. Der er 25 børn fra 6 måneder til 14 år, der alle på en eller anden måde er blevet droppet af deres forældre. Vi har fået at vide, at der er mistanke om, at en af børnene blev født direkte ned i et afrikansk toilet, og at moren altså ikke engang har villet se på sit barn før hun kasserede det. Alle børnene har på en eller anden måde sådan en skrækkelig og sørgelig historie bag sig. De har virkelig brug for al den omsorg, deres forældre ikke har villet/kunnet give dem. Fordi ‘the Mamas’ hele tiden har travlt med bleskiftning, vasketøj, madlavning og hvad der ellers er at se til af praktiske gøremål, har børnene brug for, at der kommer frivillige, der kan lege med dem, holde om dem og give dem den kærlighed, ‘the Mamas’ ikke har tid til at give hvert af de 25 børn. Det er så tydeligt, hvordan børnene trænger til omsorg, for i det øjeblik man sætter sig ned i lokalet, har man en unge på skødet, for de ved godt, at vi kommer for at lege med dem, og derfor er det godt, hurtigt at få ‘erobret’ en voksen legekammerat. De helt små babyer viser på en anden måde, at de mangler omsorgen. De har svært ved at holde øjenkontakten, og har man først taget en lille op i armene, bliver han/hun slemt utilfreds, når han/hun bliver lagt ned igen. Vi møder ind på babyhjemmet kl. 10, og bliver der til 1. Det er ikke lang tid, men inden kl. 10 har ‘the Mamas’ deres morgenlige rutine med børnene, hvor de får tøj på, spiser morgenmad og bliver gjort klar til dagen, og de største bliver sendt i skole. Vi kan som sådan godt hjælpe der, men det ville ikke være godt for noget, når deres rutine kører. Mellem kl. 10 og 11 er der normalt ‘circle time’, hvor alle børnene så vidt muligt samles, og der bliver sunget sanglege på engelsk, øvet alfabetet og tallene til 10 og lignende. Omkring 12 får børnene frokost, og herefter bliver de alle lagt i seng for at få deres middagslur, så der er ikke noget for os at lave der efter 1. Børnene på babyhjemmet er simpelthen så skønne, og deres forfærdelige udgangspunkter i livet gør dem bare endnu lettere at elske. Jeg er oprigtigt glad for, at vi har fået tilføjet babyhjemmet til vores skema, og jeg håber og tror på, at det her projekt hjælper børnene til et liv, der nok skal blive godt på trods af en forfærdelig start.

5.10.12

Pastor Fred’s School

IMG_2781
Hovedbygningen på Pastor Fred's School. Det er frivillige fra Afrika InTouch, der har malet huset.
IMG_2946
En af de andre bygninger, lidt af legepladsen og babyclass. 
IMG_3244
Mig, der underviser P3 i matematik. 
IMG_3267
Anna, Daniel og Pastor Fred.
Hver tirsdag og torsdag tilbringer Anna og jeg vores dag på Pastor Fred’s School, der egentlig hedder Abundant Life Learning Centre. Den er startet af Pastor Fred i 2004, og herefter er den vokset sig større og større, indtil i år, hvor det allerførste elever graduerer fra skolen. Den startede med samme udgangspunkt som Cornerstone School, men i dag har skolen et lokale til hver enkelt klasse – i rigtige bygninger, vel at mærke. Afrika inTouch har været ind over skolen, og har haft nogle frivillige nede og hjælpe med bygninger, legeplads og mere. Skolen er i forhold til Cornerstone langt mere udviklet, og der er tekstbøger til alle klasser i hvert fag – ikke som i, at hver elev får en bog, men som i, at læreren har bogen at gå ud fra i undervisningen. Dette gør, at det er langt nemmere at komme udefra og tage over i undervisningen, for man ved på forhånd, hvor meget eleverne ca. kan, og man kan slå op i bogen og se, hvor de er kommet til. På denne skole har vi lavet en lidt anderledes løsning – Anna og jeg underviser ‘sammen’. Det vil sige, at vi begge to er til stede i én klasse, hvor den ene af os så står for undervisningen og er ‘på’ (Anna i engelsk, jeg i matematik), mens den anden bare er der, hjælper med at rette opgaverne og ellers siger til, hvis den anden laver en stavefejl eller andre småting. Vi underviser P3 og P4 (3. og 4. klasse) i engelsk og matematik, og har derudover P3 og P6 (3. og 6. klasse) i P.E. (physical education). Vi underviser fra kl. 8 om morgenen til kl. halv elleve, og herefter plejer vi at sidde sammen med lærerne, mens de får morgenmad. Vi snakker særligt meget med Joseph og Jorum, der begge er dybt interesserede i Danmark og den vestlige verden. Ofte, når vi går, får Jorum også sagt “Vi ses på torsdag!”/”Vi ses næste uge"!” – det er så sjovt, at han øver sig i dansk, og vi kan ikke lade være med at grine lidt af hans afrikanske accent, der får dansk til at lyde fremmed. Alt dette lyder, og er, helt fantastisk. Skolen er god, lærerne søde og venlige, men der er et ‘men’. Her på skolen er lærerne slemme til at slå på børnene, på trods af, at Pastor Fred ikke tillader det. Det gør det utroligt svært for os muzunguer, der selvfølgelig ikke slår, at skabe respekt fra eleverne. Vi har på det sidste oplevet at måtte råbe ad eleverne for at få ro, og har til P.E. måttet bede børnene gå tilbage til skolen, fordi vores sjove lege bare ikke er sjove, når reglerne ikke bliver overholdt, børnene ikke hører efter og vi står og råber. Derudover er det (behøver jeg at nævne det?) forfærdeligt, at slå på børnene. Vi har tit set en lærer slå på en elev med en kost, en kvist, med hånden osv, og haft lyst til at bryde ind og stoppe det. Det vil vi for eftertiden sikkert også gøre, efter vi har snakket med Pastor Fred og fået hans mening om det. Desuden er det skørt, hvordan man som en kristen lærer, kan forene næstekærlighed og at slå på børn – jeg kan i hvert fald ikke lige se, hvordan lærerne kan få sig selv til det. Det skaber desuden grobund for, at eleverne også slår – de er så slemme til at skubbe og slå hinanden på denne skole, og det prøver Anna og jeg også at få udryddet. På denne skole er det altså ikke de materialistiske ting, vi kan hjælpe med, men mere hvordan man kan få respekt uden vold, samt komme med bud på, hvordan undervisning også kan se ud.

30.9.12

Cornerstone School

IMG_2721
Cornerstone School - her ses 'hønsehuset' og ringeklokken.
IMG_2852
Babyclass i deres lokale. Her kan let sidde over 53 børn inde.
IMG_0316Cornerstone School er den skole, hvor Daniel, Anna og jeg har undervist på mandag og onsdag de sidste par uger. Fra nu af vil vi kun være på skolen om mandagen. Skolen er styret af Musumba (Pastor) Vincent, som er Pontianos ven. Cornerstone School er opkaldt efter et vers i Biblen, Matt. 21,42, hvis nogen skulle være interesserede. Skolen startede i 2005 i byen Kitiiti med 34 elever, og siden har han fået 9 lærer ansat til at undervise de 260 elever, skolen har her i 2012. Skolen er også blevet flyttet lidt udenfor Kitiiti, hvor der nu er ‘bygninger’ og et ‘hønsehus’, hvor undervisningen foregår. Eleverne kommer fra familier, der kan bo op til 10-15 km væk, – fx ude i de hytter, vi så med Herbert en lørdag – og disse elever bor så hos en af lærerne i Kitiiti i hverdagene, så de let kan komme til skole om morgenen, og ikke skal bruge hele aftenen på at gå hjem. Dette synes jeg er en helt fantastisk løsning, og det er skønt at se, at distance ikke skal ødelægge børnenes mulighed for at få undervisning. Undervisningen på Cornerstone foregår på engelsk så længe det fungerer, men opstår problemer, slår lærerne desværre hurtigt over på luganda, og dette er, ifølge undertegnede, en af grundene til, at børnene ikke er så dygtige til engelsk. Den anden grund er helt sikkert, at der ikke findes ret mange tekstbøger på skolen, og derfor er det svært for både lærer, elever og udefrakommende at finde ud af, hvor i pensum, klasserne er – og om der overhovedet er et. Derudover stopper undervisningen ofte, når det regner, fordi bygningerne er så elendige, at regnen forstyrrer. Vi har flere dage oplevet, at hele skolen presser sig ind i et lokale, hvor de prøver at holde sig tørre og varme, for det meste uden held, mens regnen siler ned udenfor. En sidste ting, denne skole har svært ved, er at holde tidsplanen. Et frikvarter går ofte tyve minutter over tid, fordi lærerne ikke har fået serveret morgenmad endnu, og det må børnene så pænt vente på. Og bare det at lave overskriften på et ‘timetable’ tager uendelig lang tid – det siger bare lidt… Til gengæld er der en virkelig skøn stemning lærerne imellem og lærer/elev imellem på Cornerstone. Der bliver flittigt diskuteret, drillet og snakket – det sociale indbyrdes er helt i top. Det er også meget sjældent sket, at en lærer har slået en elev herude. Og det er et klart plus!
På Cornerstone har jeg primært undervist ‘babyclass’, der er en blanding af babyclass, middleclass og topclass (dvs. fra 3 til 6 år gamle børn), og først for nylig er topclass blevet sepereret fra babyclass. Dem har jeg ofte helt alene nu. Når hele ‘babyclass’ er samlet, har jeg talt dem til at være 53 – og det var med et par elever fraværende. Topclass er helt klart min yndlingsklasse, for her er undervisningen let at forklare, men modsat babyclass, forstår topclass faktisk nogle gange, hvad det er, jeg siger på engelsk. Topclass er også kun en 20 stykker, og jeg kan efterhånden en del af navnene. Jeg har klasserne i engelsk og matematik, og har overværet en enkelt ‘reading’-lektion. Det er nogle meget simple ting, børnene lærer, fx at tælle, alfabetet og nogle helt simple regnestykker. Det kan til gengæld være utroligt svært for børnene, især de helt små i babyclass (3 år gamle), der ikke kan skrive et et-tal. Det er det værste ved at have hele ‘babyclass’ på en gang – der er så stor forskel på, hvad eleverne kan, så nogle er færdige lang tid før frikvarter, mens andre næsten ikke når at få skrevet deres navn. Dog kan jeg virkelig se på børnene, at de nyder at jeg er der. Jeg modtager konstant smil, sommetider lidt gaver fra forældrene i form af hjemmedyrkede grøntsager, og så kan jeg mærke, hvor ivrige de er for at komme til tavlen – det er skønt med lidt anerkendelse fra en muzungu (hvid)!
Jeg har virkelig haft ambivalente følelser med hensyn til Cornerstone School, for det er svært at komme ned til så fattig en skole, hvor der ikke er penge nok til noget, men hvor det sociale er så fantastisk. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at planen først var, at Anna og jeg slet ikke skulle ud på Cornerstone mere, men i sidste ende begyndte man bare at holde så utroligt meget af stemningen derude, for der er ikke en lignende stemning nogle af de andre steder, vi har været. Cornerstone har også virkelig brug for vores hjælp, og værdsætter den og os meget. En lille drøm er, at få gjort Cornerstone til et projekt og forbedre skolen. Den er det værd.