Mine unger

Skønne unger på babyhjemmet, der har fællesudflugt i en bil. Det var sjovt, som de alle kunne samles i sofaerne og stolene.

Mutyaba og William.

Dejlige Timothy!

Enog - soldier-style!

Tina, der hjælper Anna med maden.

Halle og Solmon.

Min fantastiske topclass!

Søde Milly.

At slå døren op om morgenen, og se Afrika vågne op. At mærke solen brænde på sin hud, og huske på, hvordan vejret i Danmark ser ud lige nu. At opleve en kultur så anderledes, at man får perspektiv på eget liv og udvidet sin horisont. Alt sammen er helt fantastisk, og noget, jeg bestemt ikke kunne undvære ved min oplevelse her i Uganda, men der er én bestemt ting, der virkelig gør det værd at være hernede: børnene. Hjemme vil et billede af et barn i laset tøj foran en lerhytte udløse tanken ”stakkels barn”. Og det er mange af dem helt bestemt. Men de er også bare så meget mere: Søde, sjove, fantasifulde, kloge, kære, vidunderlige, taknemmelige, kreative, elskelige, glade. Og hvert enkelt af de børn, jeg har med at gøre, gør også mig ubeskriveligt glad. Bare det, at opleve udtrykket i deres øjne, når de ser os, barnestemmer der råber ”bye muzungu!”, der forfølger en overalt, jeg nyder det. Det er tydeligt, at de elsker, når vi kommer og er sammen med dem, uanset hvor lidt engelsk de forstår – bare det, at vi er her, gør for dem en forskel i deres liv og har betydning for dem. Og de har gjort en forskel i mit liv og fået en enorm betydning for mig. Det har været fantastisk at opleve, hvor stor indre glæde man kan opnå, bare ved at stå i en klasse og høre dem grine, når man møjsommeligt får forklaret dem noget, de alligevel ikke helt forstår, på engelsk, og i stedet forsøger at kommunikere med fagter og den smule luganda, man har tillært sig. Det er skønt at opleve, hvordan et barn krammer sig ind til én, når det er faldet og nu græder, og man bare giver dem al den kærlighed, man har i sig, og som de aldrig har fået af de forældre, der efterlod dem, inden de kom på babyhjemmet. At gå en tur og høre børn inde mellem bananpalmerne, der råber ”Bye Louise! Bye Anna! Bye Daniel!” – og pludselig have et smilende barn i hånden og vide, at det sandsynligvis har gjort deres dag uforglemmelig. Og det påvirker mig virkelig på en positiv måde. Hver evigt eneste dag glæder jeg mig til at se børnene i mine klasser på skolerne og på babyhjemmet, hvor vi arbejder. De har knyttet sig til mig, og jeg til dem, og det er uden sammenligning den fedeste oplevelse, jeg tager med mig herfra. Dog ved jeg, at det også bliver rigtigt svært, når vi tager hjem herfra. Jeg kommer virkelig til at savne de søde små. Men for mig er det bestemt dem, der gør det værd at være her.