Transport i Uganda

Masaka Down Town - ensrettet vej, men det overholdes ikke altid.

Anna og Daniel på boda.

Matatu - en lille bus med plads til 15.

Indersiden af en matatu - denne dag sad vi måske 30 i den...

Der er mange anderledes ting her i Uganda, men den, vi oftest støder ind i, er transporten. Det allerførste man tænker over, når man kommer til Uganda og sætter sig ud i en bil, er, at rattet sidder i højre side og bilen kører i venstre – her bliver det tydeligt, at Uganda førhen var britisk koloni. Bilerne, der kører rundt hernede, er, med mindre de er ejet af muzunguer eller andre “rige”, aflagte model-ler, der med garanti ikke var gået gennem syn i vesten. I mange af bilerne virker speedometeret (eller hele instrumentbrættet) ikke, og flere biler stinker, som om benzintanken er vildt utæt – hvilket den med sikkerhed også er. Alt dette er meget anderledes, men det, der virkelig gør transport i Uganda til en oplevelse, er antallet af mennesker, der kan proppet på/i ét køretøj. På en boda (mellemting mellem knallert og motorcykel) kan afrikanerne nemt sidde 4-5 mennesker (vi sidder dog max 2 eksklusiv chaufføren). I en personbil 10-14 mennesker – to på førersædet, to på passagersædet og ellers alle dem, der overhovedet kan sidde i lag på bagsædet. Minimum er 4 på bagsædet, og så er det altså luksus!
Vi bor på en farm i en lille landsby, så vi er afhængig af transport uanset hvor vi skal hen – om det er til Cornerstone i Kitiiti, Pastor Fred’s School i Kyamyiwimba eller ind til Masaka, skal vi transporteres på en eller anden vis. Rundt om farmen er der små “lande-veje”, og her tager vi bodaer. Det er altså når vi tager til Kitiiti eller til Bukunda, som er en stor by, der ligger ud til hovedvejen, og som vi derfor kører ud til, når vi skal til Masaka eller Kyamyiwimba. Vi har også kørt rundt på bodaer i Kampala, for her er trafikken så tæt, at der oftest er lange køer, og bodaerne har lettere ved at komme frem, da de bare kan køre ind og ud mellem bilerne. Dog er bodaerne også et meget udsat transportmiddel. Gennemsnittet på fem dødsfald om dagen pga. bodastyrtsiger lidt om det, og helt ær-ligt er de ikke ret gode til at køre forsigtigt, så vi er nogle gange lidt efter dem. Vi så faktisk et bodastyrt så sent som i sidste uge. Der skete heldigvis ikke noget! Fra Bukunda tager vi en taxa videre, da det netop er for farligt at tage bodaer på hovedvejen. Taxaer er bare almindelige personbiler, og de er ikke markeret – så man stiller sig bare ud til vejen og løfter en hånd i vejret, når en bil passerer, og er chaufføren interesseret i at have én med, holder han ind og får én proppet ind i bilen. Er man meget heldig, kan man på hoved-vejen også møde de små busser, kaldet matatuer, der kan transportere 14 mennesker, og her sidder man ofte noget mindre klemt. Vejene hernede er af meget vekslende kvalitet. De røde landeveje er meget ujævne, og man kan ikke køre herpå uden turen bliver meget rystet. Hovedvejene er asfalterede og rimelig jævne, men det sætter afrikanerne selv en stopper for ved at placere bump ofte og helst de mest mærkelige steder. Der er to slags bump, og de er ofte kombineret i en række af bump. Den ene er den slags, vi kender fra Danmark – et større, bredere bump. Den anden slags er i toppen på min liste over mindre fede ting i Afrika… Det er mange, små bump, der kommer lige efter hinanden, og uanset hvor pænt chaufføren kører, er det utroligt ubehageligt, for det giver alligevel en ret kraftig rystelse. Nogle steder er der stadig grusvej på hovedvejene, og her laves bumpene så bare i grus, som afri-kanerne skovler op på vejen. Nogle steder er det dog ikke nødvendigt, fordi asfalten eller gruset er så ujævnt i sig selv.
Udover bumpene og det faktum, at man sidder så klemt – hvilket man vænner man sig til – er det mest irriterende ved trafikken, at taxaer og matatuer ikke kører nogle steder hen, før den er fyldt, hvilket til tider er enormt utilfredsstillende. Der er ingen tidsplaner, og det skal man i den grad vænne sig til som vestlig, der er vant til, at alt er planlagt og kører til tiden. Ja, at et DSB-tog er forsinket i ti minutter derhjemme er en katastrofe derhjemme, men her i Uganda kan man godt komme til at sidde og vente i noget, der minder om timer, før taxaen kører, hvis der ikke er ret mange, der skal fra Bukunda til Masaka tidlig morgen eller omvendt om eftermiddag-en. Det gør også, at det er svært helt præcist at aftale tidspunkter eller vide, hvornår man nøjagtigt er hjemme på farmen, og det kan godt blive ret frustrerende, især om eftermiddagen, da vi helst skal være hjemme på farmen inden mørkets frembrud, der er omkring kl. syv. Det er fedt at prøve, at en anden form for transport kan “fungere”, men jeg glæder mig altså til at komme hjem til tidsplaner, der overholdes og at vide, hvor længe jeg skal vente på min bus eller mit tog. Jeg tror i hvert fald der går længe inden jeg brokker mig over offentlig, dansk transport eller over at sidde tre på bagsædet igen.