Ugen der gik #9

Oliva tegner.

Milly og jeg.

Plant et træ.

Anna laver mad over bål.

Ungerne på middagsbesøg.

Danmarks-undervisning på Pastor Fred's School.

Anna, Herbert og jeg i Muzumba Vincent's kirke.

På besøg hos en fattig, fattig mand. Kan man ane, at min venstre ankel er hævet?

Lækker, lækker mad hos Muzumba Vincent.

Mandag var vi som altid på Cornerstone. Vi havde ikke været derude ret længe, før Millys (mit sponsorbarn) storebror George kom og gav mit et fremkaldt billede af Milly og jeg til topclass’s graduationceremoni. Jeg blev virkelig glad! Topclass fik lov at bruge en lektion på at tegne, og det kunne mærkes på dem, at det var helt uvant at have så mange farver at vælge imellem. Vi plantede også et træ hver, som skolen vil passe på som minde om os – Herbert fortalte, at træerne nu hedder Louise, Anna og Daniel. Vi gik hjem fra Cornerstone, og da vi kom hjem, lavede vi bål udenfor, og Anna lavede bønner på ægte afrikansk manér. Det var super lækkert! Da Pontiano og Rogers ikke var hjemme, inviterede vi Halle og Tina, som var kommet hjem efter skole, ind til aftensmad, og det var hyggeligt. Da resten af familien kom hjem, ønskede vi Pontiano tillykke med de 33 år, han rundede den dag. Tirsdag tog vi på Pastor Fred’s School, hvor vi indledte det sidste forløb – forløbet om Danmark. Vi tog derefter til Masaka, hvor vi var lidt på frikadellen, og herefter tog vi op på posthuset, hvor Anna skulle hente et brev, og på vej derop mødte vi Solveig, den bedstemor med slaw i, vi havde haft besøg af på farmen tidligere. Vi havde ikke troet, vi skulle se hende igen, og hun fortalte, at det heller ikke var af hendes gode mening, at hun nu befandt sig i Masaka. Hendes afrikanske ven/medarbejder i hendes velgørenhedsarbejde havde stukket hende i ryggen, taget en kæmpe andel af pengene til børnehjem og efter hun havde anklaget ham for tyveri, havde han været så rasende, at han bortførte to piger fra et børnehjem, og nu følte Solvej sig ikke længere tryg i Kampala, hvor han ved, hvor hun er. Herefter tog vi en tur på babyhjemmet, hvor alt var fint. Onsdag skete der ikke ret meget ud over, at vi var på babyhjemmet. Vi havde dog ret meget sjov med at filme vores tur i taxa, som snart kommer op i et indlæg om transporten hernede. Torsdag var Anna og jeg igen på Pastor Fred’s School, og igen gik vores dansker-tema godt. Vi besluttede os derefter for at tage ind til poolen, inden vi tog ud på babyhjem-met. Så lå vi der og stegte et par timer, og det var altså skønt – vi prøver at få så meget sol som muligt nu her, hvor det efter-hånden er ved at være sidste chance. På babyhjemmet var Timothy og Evas syge, men børnene var egentlig stille og rolige. I hvert fald i sammenligning med, hvordan de var fredag, hvor vi også var derude. Timothy, Evas og nu også Hannah var syge, og alle børne-ne var meget urolige, trætte og pyldrede, hvilket måske har skyldtes søvnløshed. Det er ikke sjovt, når de tre babyer er syge på én gang. Vi tog efter en udmattende tur på babyhjemmet ind til Frikadellen, hvor vi var lidt på nettet og ventede på, at barbecue skulle starte – vi var 9 til arrangementet, men det var nu hyggeligt nok. Lørdag stod vi op i okay tid, og begav os mod Masaka, for vejret var skønt, og vi havde pakket vores badetøj. Vejret holdt hele dagen, og vi fik nydt solen og poolen. Det danske lærerpar, Jesper og Maja, samt deres børn og hendes forældre kom også. Det var sjovt at snakke med nogle mennesker, der havde fuldstændig samme syn på Ugan-da, som vi selv havde, lige da vi kom. Søndag tog vi til Kitiiti, hvor vi tog i Muzumba Vincents kirke. Det var en lettelse og ´det var rart at prøve noget “nyt”. Gudstjenesten tog “kun” 2½-3 timer, og det var skønt! Under gudstjenesten kunne jeg mærke, at min venstre ankel ikke var helt okay. Efter gudstjenesten var den hævet op, og gjorde ret ondt at støtte på. Vi havde dog planer om at skulle besøge et par familier “i området” med Muzumba Vincent, så jeg tænkte, at vi ikke skulle gå ret langt – snydt! Efter tre familier og et par km senere, tog vi en boda hjem til Muzumba, hvor vi mødte familien bestående af Muzumba Vincent, hans kone og ti børn. Vi fik en god snak og endnu bedre afrikansk mad. Herefter gik vi hjem, og jeg fik viklet min fod ind i forbinding. Det var altså været en skøn uge, der har budt på lidt af hvert. Det er lidt nemmere ikke at tænke på at komme hjem, når der sker noget i hverdagen.