Afrikansk dans

En flok af danserne udenfor inden regnen.

Danserne, der er rykket indenfor pga. vejret. 

Løse hofter, tjek!

Drengene dansede også igennem og gav pigerne kamp til stregen - de kunne også ryste kroppen!

Skøn middag efter dansen.

I lørdags tilbragte Anna, Daniel og jeg i selskab med læreren Herbert fra Cornerstone School, og han tog os med ud til noget, vi troede var en slags opvisning. Vi havde fået at vide, at der ville være nogle workshops og noget afrikansk dans samt lidt taler. Da vi kom ud til den skole, hvor det hele skulle foregå, mødte vi en kvinde, der bad os sætte os sammen med hende på hendes tæppe. Hun fortalte, at hun hed Justine og at hun var en ‘counselor’. Vi troede først, at hun bare var en tilskuer, men vi fandt ud af, at hun havde en anden betydning for arrangementet. Vi sad på tæppet en times tid, hvor mændene øvede lidt på deres trommer og danserne gjorde sig klar. Vi ventede i over en time, før de sidste dansere ankom, og herefter begyndte dansen og musikken udenfor. Jeg var ærligt talt ikke vildt imponeret, for dansebevægelserne var ensformige og sangen ikke særlig overbevisende. Der gik imidlertid ikke ret længe, før skyerne blev grå og regnen ødelagde opvisningen. Det hele rykkede ind i et klasselokale, og pludselig tog danserne både bevægelserne og sangen til et andet niveau – der blev sunget igennem og kroppene rystet, så man troede det var løgn! Efter lidt dans trådte Justine frem sammen med en kvinde i rødt, der begyndte at fable om HIV på luganda, mens Justine oversatte – pludselig gik det op for os, at hele arrangementet var sat op af en fond, der støtter HIV-positive og/ forældreløse børn, og at danserne enten var det ene eller det andet. Den startede i 2007, da en pige på 9 år døde af AIDS, og siden er der kommet mange børn under fondens vinger. De tager rundt for at informere og oplyse, og dansen giver børnene et lys i hverdagen og lidt underholdning til afveksling fra talerne, fonden holder. Efter mere dans stod Justine frem og holdt en tale på luganda, men blandt de afrikanske ord blev der sagt ‘self-confidence’ og ‘self-esteem’ – i Uganda og andre afrikanske lande bliver man dømt hårdt når man har HIV, nærmest som en spedalsk, og man skal helst ikke komme i nærheden af dem, hvilket må være så svært for den HIV-ramte. Jeg er næsten sikker på, at det var det, hun snakkede om. Efter den sidste dans måtte vi gå, selvom arrangementet ikke var slut endnu, men alle fulgte os ud, og pludselig sad vi og spiste det lækreste mad, som kvinden i rødt havde lavet. Der var matokee, sweet potatoes og hvide bønner. Det var så lækkert! Til slut donerede vi lidt penge til fonden, og det var en skøn afslutning på en fed og tankevækkende oplevelse.