Ugen der gik #5

Anna og jeg, der sidder med hver vores portion posho med fisk - smilet er kun til ære for kameraet!

Tirsdag ved poolen - jeps, afrikansk vejr når det er bedst!

De søde børn på babyhjemmet får LEGO.

En portion lækker grillmad!

Afrikansk dans - hold op deres hofter sidder løst - både pigernes og drengenes!

Lækker middag efter dansen - Justine serverer.

Denne uge har stået på lidt af hvert. Mandag var vi på Cornerstone, og alt gik som det plejede, om omkring frokost glædede vi os rigtigt til at få noget mad. Det fik vi, men i form af posho (kogt majsmel) med en sovs kogt på små, hele fisk, der ikke smagte af meget, men til gengæld lugtede af kattemad. Efter én fisk og to bidder posho sagde vi pænt tak for mad til stor morskab for lærerne. Tirsdag fejrede vi, at Uganda nu har været uafhængig i 50 år, ved at smide os ved poolen hele dagen. Onsdag var vi bare på babyhjemmet, og torsdag var vi på Pastor Fred’s School. Her måtte jeg i slutningen af min matematiktime modtage en lille seddel, hvorpå der stod ‘Teacher, give me some money’ – der måtte jeg virkelig styre mit temperament, og fortalte pænt klassen, at det ikke var okay at spørge om, og at jeg ikke ville se den slags igen, for det er ikke formålet med, at jeg arbejder på skolen. Fredag var vi igen på babyhjemmet, hvor vi forærede dem den første ladning LEGO, vi har med. Derudover faldt Timothy i søvn i mine arme – hold op hvor er han uimodståelig! Derefter tog vi ind til poolen i Masaka, og om aftenen tog vi til barbecue på Frikadellen – det var bare superlækkert, og var langt mere overdådigt end en almindelig grillaften i Danmark. Der blev lagt ud med græskarsuppe til forret, kylling, skyd, mørbrad og pølser samt alverdens salater, flødekartofler og noget pastaværk til hovedret og kage og frugtsalat til dessert – jeg kan ikke huske, hvornår Anna, Daniel og jeg har spist så meget på én aften! Til gengæld var der buldermørkt da vi skulle hjem, og gadebelysning findes ikke i Masaka, og vi var bestemt ikke stolte af at gå op til taxaerne og sidde i sådan en hjem – vi var tre muzunguer og tre afrikanere i bilen, og vores fantasi fik frit løb og de værste scenarier opstod i vores hoveder. Vi kom dog uskadte hjem. Lørdag tog vi til Kitiiti, hvor vi mødtes med læreren Herbert fra Cornerstone, som tog os med ud og se afrikansk dans. Vi troede, det var noget opvisning af en art, men pludselig forstod vi, at folkene bag var en fond for HIV-positive og/eller forældreløse børn. Alle danserne var enten det ene eller det andet, og det var på skønt at se, hvor glade børnene var, og hvor gode de var til at bevæge dem. Det var også godt, at der mellem dansene var taler, der skulle informere og oplyse tilhørerne om HIV. Søndag var vi bare i kirke, og jeg må indrømme, at de fire timer bliver længere og længere for hver gang vi er der. Det bliver desværre ikke ved med at være spændende, og det er uforståeligt, hvordan afrikanerne kan have denne dag som yndlingsdag – men som Herbert ville have sagt: “TIA” – this is Africa.